En rulleskøjtetur for alle gennem Københavns gader

Foto: Henrik Hess

Friday Night Skate er en rulleskøjtetur, hvor man på udvalgte fredag aftener løber på rulleskøjter i et stort samlet felt ude midt på kørebanen. Deltagerfeltet er afskærmet fra biler og busser, så man løber sikkert og uforstyrret midt i al trafikken. Friday Night Skate har mellem 500 og 1500 deltagere til hver tur - meget afhængigt af, hvor godt vejret er.

12 ture hen over sommeren

Friday Night Skate foregår i København hver anden fredag i løbet af sommeren i perioden april til september måned. Alle kan deltage. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.

Ikke et konkurrenceløb

Ved hver tur bliver der planlagt en ny rute på ca. 20 km gennem Københavns gader. Da man starter, løber og afslutter turen samlet, er Friday Night Skate altså ikke konkurrence, men en fed måde at opleve byen på sammen med en masse andre.

Løbsorganisering

Der bliver fra arrangørernes side lagt et stort arbejde i at gøre rulleskøjteturene gennem byen sikre. Derfor ledsages deltagerfeltet af Blockers, Flying Nurses og en politieskorte.

  • Blockers har overblik over feltet og trafikken og sætter tempoet.
  • Flying Nurses kan yde førstehjælp, hvis nogle skulle komme til skade.
  • En motorcykelbetjent kører foran og bag feltet og skaber afstand til den øvrige trafik.

Læs mere om Blockers og Flying Nurses